Hospitalet tur/retur -Del 2

Det er helt ubeskriveligt. Efter to dage på hospitalet forlader vi fødegangen og går ned i bilen. Med et barn. Den er god nok. Han er vores -vi må godt tage ham med hjem. Aldrig har jeg set Jacob køre så forsigtigt og være så påpasselig i trafikken. Det var en hård tur. Men hvor var det dog fantastisk at træde ind i lejligheden og så være hjemme. Med ham. Han er jo nok som babyer er flest. Han sover, skider, spiser og græder. Men det hele er blevet så pokkers fascinerende og jeg kan bare ikke få nok af at kigge på ham. Eller jo. Klokken halv fem i nat, da han stadig bare græd og græd og jeg ikke kunne finde ud af hvorfor, der måtte Jacob tage over. Men det er jo også så nyt det hele. Vi glemmer at sove når vi har muligheden for det. Det er jo meget sjovere at lave en blog f.eks...

Hospitalet tur/retur -Del 1

Kristoffer er en stædig ung mand. Han havde bestemt sig for, at det der med hvad de voksne siger, det er han da ligeglad med. Så d. 15. april finder vi ud af at han skal tages med kejsersnit; han ligger forkert i maven med numsen ned og hovedet op. Lægen prøver at vende ham, men opgiver hurtigt og istedet får vi at vide at vi skal have et barn halvanden uge efter.
Det var mærkeligt. Nu har vi gået så længe og forventet noget uforventeligt, pludseligt og uforudsigeligt. En viden om at en eller anden nat ville man formodentligt vågne op med veer og skulle afsted til hospitalet. Nu havde vi noget væsentligt mere konkret: "Hvad siger I til næste mandag?"
D. 21/4 tager vi afsted til Hvidovre med sommerfugle i maven og højt humør. Solen skinner og på trods af, at vi ved, at lige om lidt er der altså nogen der skal skære i min mave, er vi bare glade. Efter ankomst afgør en ekstra scanning at den unge mand stadig ikke har vendt sig, så alt forløber efter planen.
En anæstesilæge lægger en rygmarvsbedøvelse (kan ikke anbefales... eller det er nok værre uden, men av!) og snart kan jeg ikke mærke andet end en sær snurren i mine ben. Kirurgerne river og slider i min krop, og alle berøringer kan mærkes -det gør bare ikke ondt. Det må jeg nok sige, er en ret mærkelig fornemmelse.
Klokken 14.42 bliver Kristoffer så født og sjældent har jeg set så surt et fjæs. Men på trods af skrig og skrål, så kan det slet ikke beskrives hvor fantastisk det der lille underligt-farvede væsen var fra første blik.
2 timer på opvågningsgangen og så fik vi ellers lov til at være på vores egen stue. Alene med vores eget barn. Det var skønt. Kudos til personalet -jeg er dybt fascineret af, at man kan have så meget omsorg at give af hver dag. De var der bare hele tiden med respekt og forståelse for alle vores små usikkerheder. De må gerne få mere i løn for min skyld...