onsdag den 2. juli 2008
En kort opdatering
Jeg har lavet et fotoalbum med lidt billeder, så I kan se lidt mere fra forløbet. Klik på det og se det i Picasa -så får I kommentarerne med!
Nu vil jeg gå ind og sove -det er jo det jeg er her for!
tirsdag den 1. juli 2008
I bedring
Natten fik vi lov at tilbringe sammen på den stue, vi var på i går, og det var rigtig dejligt! Vi fik også sovet lidt begge to. Vi skiftedes til at ligge ved siden af Stoffers seng og holde ham i hånden når han vågnede og var ked af det. Så vi er begge nogenlunde udhvilede og ved godt mod. I dag har han fået fjernet kateter, to ud af tre drop og alle elektroder og andet måleudstyr. Nu har han “kun” et dræn fra hovedet og et drop i halsen, så det er dejligt at se ham lidt mere lednings-fri. Kirurgen var forbi og kiggede på ham i ca. to sekunder og sagde at han så fin ud. Han er meget hævet i hovedet, og det kan blive meget værre, men det er der ikke noget farligt i. Han ligner en bokser, der har fået et ordentligt blår øje og da vi vente ham om (han lå på samme side fra operationen og til i formiddags), var hans lille hoved helt firkantet-fladt på den side, han har ligget på. Det har heldigvis allerede rettet sig mere ud. Han skulle være smertefri, men han vågner op en gang i mellem med et ordentligt hyl. Ind til videre har vi bare skulle holde ham lidt i hånden, ae ham på kinden og tale beroligende til ham, så er han faldet i søvn igen. Så alt er som det skal være -det siger de heldigvis allesammen. Drænet i hovedet regner de med at fjerne i morgen og hvis han spiser godt i dag, så ryger droppet også. Så det er bare såååå dejligt!
Vi er lige kommet over på den afdeling og stue vi skal være på resten af tiden. Jeg var ikke meget for det, for dem vi delte stue med ind til nu var rigtig søde og havde en lille dreng på 6 uger, der godt nok fejler noget meget mere alvorligt end Kristoffer (det vender jeg nok tilbage til på et andet tidspunkt), men det er jo stadig de samme tanker og ting der foregår, på en måde. Så det var dejligt at møde dem, og jeg tror bestemt at jeg skal over og besøge dem og lille Rasmus igen senere.
Vores nye stue er faktisk ret lækker. Det er også en to-sengs stue, men ind til videre er vi alene. Vi har fået vinduespladsen, og der er fladskærm og dvd-afspiller :o) Ikke dårligt med lidt adspredelse. Der er kun en voksenseng, men vi er velkomne til at sove her begge to, hvis vi ikke siger det til nogen...
Så lige nu er vi superoptimistiske og har det rigtig godt. Jacob er gået ned for at spise frokost og når han er færdig bytter vi, så vi når at få lidt frisk luft og sol -Kristoffer er nødt til at blive på stuen ind til videre, så det er vi jo også. I aften kommer vores mødre på besøg med aftensmaden, så det bliver dejligt lige at se nogle andre mennesker, og få noget ordenlig mad!
Nå ja, læg lige mærke til den søde bamse han har fået. Det er isbjørnen Theo, som man får når man er blevet opereret på Neurokirurgisk. Den har en lille mærkat med påskriften “Jeg er den bamse du fik af trygfonden, da du var på hospitalet. Pas godt på mig, så passer jeg godt på dig” og den har også et lille hospitalsarmbånd med “Theo” på. Det kan godt være det er et reklamestunt, men jeg synes det er super nuttet!
mandag den 30. juni 2008
Verdens længste dag
Først og fremmest: operationen gik godt.Det har været en ufattelig lang dag. Vi ankom ved 7tiden, ventede til kl. 8, hvor vi blev hentet af en portør, op til operationsgangen, vente lidt mere. Så kom narkoselægerne og sagde dav og tog os med ind på stuen. Kristoffer sov og fik noget gas i en maske. Han nåede kun at brokke sig en lille bitte smule før han var væk, så det var ikke så slemt som jeg havde frygtet. De ringede til os ca. 11.30, og fortalte at operationen var gået godt og vi kunne mødes med ham på opvågningsgangen. Det var rigtig, rigtig dejligt at se ham igen, men det er jo også lidt uhyggeligt, for han er fyldt med slanger og rør over det hele. Der lå vi til kl. fire, så blev vi kørt op på en børneafdeling, hvor de også har intensive patienter, så han bliver overvåget hele tiden. Nu snakker de om at flytte os over til den afdeling, det var meningen vi skulle på i morgen, på grund af pladsmangel, og det synes jeg ikke lyder så godt. Men vi får se. Det vigtigste er jo at han har det godt.
søndag den 29. juni 2008
Lige om lidt
Vi ses på den anden side.
fredag den 27. juni 2008
Mini-update
Vi mødtes med en læge, men jeg havde jo håbet på at møde en, der havde det store overblik over hele forløbet, men det havde hun ikke. Hun skulle bare høre om han havde været syg på det sidste og lytte til hans hjerte og lunger. Hun var dog meget sød til at svare på vores spørgsmål. Jeg blev bare lidt ked af det over, at vi ikke kunne snakke med, en der vidste det hele. Men så fik vi gode nyheder. Vi behøver først være på hospitalet mandag morgen! Så vi kan sove hjemme sammen og det er jeg meget lettet over. Tilgengæld tror jeg at opholdet på børneafdelingen efter operationen bliver mindre fantastisk. Det er tosengsstuer og sygeplejerskerne virkede travle, og slet ikke så søde og overskudsagtige som dem på Hvidovre, så det er ret øv. Men det er kun et par dage...
Vi var også forbi anæstesilægen der fortalte om bedøvelsen, og at Kristoffer skal ligge til overvågning på intensivafdelingen hele natten, så den første nat kan vi helt sikkert begge to sove hos ham! Og så er jeg sådan set ligeglad med resten, det betyder ikke så meget igen. Selvfølgelig ville det være bedst hvis vi kunne være der hele tiden begge to, men bare den første nat er ovre og vi har en idé om hvordan han kommer til at have det og opføre sig, så skal det nok gå.
De kan ikke sige helt præcis hvor længe vi skal være indlagt, for det er indtil han spiser, tisser og skider som han skal. Men det er egentligt også en ok målestok -så ved vi han fungerer når vi tager hjem.
Nu kan vi så (forsøge at) nyde weekenden, heldigvis med afledning i form af familiehygge på Lolland -det glæder vi os til!
Sig nærmer tiden
I dag skal vi så møde dem på børneafdelingen, hvor vi skal være indlagt rundt om operationen, og de kan jo så også fortælle os om vi begge to må sove der, om de barberer hans hår af, hvordan vi skal regne med han bliver bagefter, og alle de andre ting vi har glemt, at vi skal spørge om.
Besøget på "klinik for sjældne handicap" i tirsdags viste sig at være til et forskningsprojekt. De målte Kristoffers hoved fra alle leder og kanter, vores hoveder og vores højde. Det er et stort nordisk projekt, hvor de så ved at sammenholde en masse data (graviditetens og fødslens forløb og en masse fødselsdata) vil se om de kan udlede noget om for tidlige sammenvoksninger i kraniet (det hedder noget smart på latin, men det har jeg glemt!). Selvom det ikke havde noget med operationen som sådan at gøre, var det et rart besøg. De fik sagt nogle ting, som gjorde mig mere rolig ("Der er ingen der bliver udviklingshæmmede af det her!"), og vi fik en lille børnebog om bedøvelse, som faktisk var meget god lige at læse. En af sygeplejerskerne (der bare var kanonsød -der er altså noget over de der børnesygeplejersker, de er bare så rare!) sagde, at mange forældre næsten synes det værste var, at se alle de andre børn (der jo kan være meget syge..), så det var meget godt lige at blive mindet om, for sådan var det jo også da vi var på Hvidovre. Det er et næsten uoverkommeligt stort indgreb for os, men meget lille og ukompliceret, i forhold til det mange andre går igennem. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det må være at have et meget sygt barn, men samtidig kan jeg nu tænke mig, at man vokser med opgaven, og der må komme nogle stærke forældre ud af det.
Nå, indlæggelse om 3-4 timer og så kan vi tage hjem og holde weekend og komme igen søndag aften, forhåbentligt begge to. Jeg kan ikke rigtig lide tanken om, hvis jeg skal sove alene sammen med ham natten før (og første nat efter) operationen. Men det får vi se i dag.
søndag den 15. juni 2008
Operation "operation" er rykket nærmere...
Måske er der nogen af jer derude, der kan hjælpe mig -her følger mailkorrespondancen:
Hej Lars
Kristoffer skal opereres til august, men vi tænkte om det var muligt at få en mere præcis tidsangivelse?
Mvh Dorte
Hej Dorte
Lars
Hej Lars
Ja, det er noget hurtigere end forventet. Er det pga rent planlægningsmæssige årsager, eller har det noget med Kristoffers helbred at gøre?
Mvh Dorte
Lars
Jeg ved godt, det ikke betyder noget om det er af den ene årsag eller den anden, men alligevel... Det kunne have været meget rart at vide hvorfor.
tirsdag den 10. juni 2008
Typisk...
Anyways, jeg synes faktisk at det var en god film. Jeg må indrømme at jeg ikke havde de store forventninger, og det kan tænkes at havde jeg set den på et andet tidspunkt var jeg blevet skuffet. Men ikke i fredags, det var det den helt rigtige film på det helt rigtige tidspunkt.
Men altså... En del af tanken med at smutte i biografen, var lidt at glemme alt det her operations-noget og bare have en friaften fra det hele.Og så handler filmen fandme om de her kranier, der har næsten samme form som Kristoffers. Typisk..
onsdag den 4. juni 2008
Illustreret Videnskab
Det er jo sådan, at Kristoffers hjerneplader er vokset for hurtigt sammen øverst på hans baghoved. Det giver et let øget tryk på hjernen, og hvis han ikke bliver opereret, vil han komme bagud i sin udvikling. Det har også gjort, at hans hoved er mere aflangt end normalt og hans pande er meget fremstående.
Under operationen vil de fjerne et rektangulært stykke af hjerneskallen, der går hen over sammenvoksningen. Ud fra hjørnerne af det hul laver de nogle baner ned, så hjer
nen kan udvide sig "til den form den gerne vil have". (Tryk på tegningen, så er det måske lidt nemmere at forstå.)Allerede samme dag som operationen, skulle man kunne se forskel på hovedformen. Det bliver til august -vi har ikke fået en eksakt dato endnu. Han skal være indlagt 3-4 dage, så får vi ham hjem og allerede efter 14 dage til en måned skulle han være sig selv igen. Der er selvfølgelig risici ved enhver operation, og det farligste ved denne er, at der ligger blodkar under hjerneskallen, og der kan opstå en blødning. Men det sker for under 1 %, så det kunne jo være værre.
Så når det nu ikke kan være anderledes, synes vi faktisk, at det er godt nyt.
Tilføjelse juni 2009: Hvis du falder over det her indlæg fordi dit barn skal opereres, er du velkommen til at kontakte mig på: dlolle@yahoo.dk hvis du har lyst til at skrive sammen med en, hvis barn er kommet fint ud 'på den anden side' :o)
mandag den 26. maj 2008
Opklaring forude... Sådan da
Lægen fra Hvidovre ringede i dag og sagde, at det var som de havde gættet på. Kristoffers kranieplader er vokset for hurtigt sammen og han skal opereres. Det skal foregå når han er tre måneder gammel, det er åbenbart det mest optimale. De kunne også se, at hans hjerne ikke er blevet trykket eller klemt, og den burde have plads til at vokse.
Langtidsprognosen lyder, at han skulle blive en helt normal dreng uden mén. Så det er jo rigtig dejligt at høre. Det er stadig ikke så sjovt at tænke på, at de skal bryde hans lille hoved op, men det letter at vide hvad der kommer til at ske. Vi venter nu på en indkaldelse til Riget, så de kan fortælle os noget mere præcist om hele forløbet.
fredag den 23. maj 2008
Ventetid...
Nu venter vi så bare på svaret. Lægen på afdelingen havde ikke modtaget billederne fra røngten her fredag eftermiddag, og det er vel en positiv ting i virkeligheden. Hvis det var noget akut, ville vi have fået besked. Men jeg forudser en lang weekend. Vi skal heldigvis op til mine forældre i morgen, så er der lidt andet at tænke på.