I venteværelset nåede vi lige at snakke med nogle forældre, der havde deres 8 måneder gamle dreng med. Jeg spurgte om han skulle opereres, men de vidste det ikke helt endnu. Forældrene (Helle og Jacob) var meget glad for at se en dreng, der var blevet opereret og de fik bloggens adresse, så de kan se billeder og læse om vores forløb. Helle fik også mit nr. og ringede her for lidt siden. Jeg ville selv så gerne have haft nogle at snakke med, så det var jo bare dejligt at kunne fortælle om vores gode forløb. Det viser sig så at deres drengs hoved nok ikke er vokset så meget sammen som Kristoffers var, så det er ikke sikkert at han skal opereres, og det er jo bare rigtig dejligt for dem. Helle har lovet at ringe og fortælle hvad der sker, så det er jeg glad for. Det er jo ikke lige sådan nogle historier der bare går i glemmebogen.
Og så huskede vi denne gang at spørge efter en reserve-Theo, og ham fik vi uden problemer. Lars kommenterede godt på, at det var ligesom at se Knut i Berlin. På billederne lignede han reserve-Theo, men i virkeligheden var han lige så grå og nusset som Theo :o) Et lille billede af en glad dreng:











