tirsdag den 24. februar 2009

Sverigeskrønike

Fredag aften kørte vi til Sverige. Der var ikke nogen der har været i ødegården siden nytår, så det var lidt spændende at se om huset stod endnu. Vi var der omkring 21.30, og der lå et par centimeter sne overalt -det var rigtig fint. Ved første syn var alt som det skulle være -hverken indbrud eller mus, så det var jo en fantastisk start. Esben (som vi har ødegården sammen med), Vibeke og deres datter Iris på halvandet kom fem minutter efter os, og det er meget længe siden vi har set dem, så dejligt, dejligt!

Der var is-is-iskoldt. Vi snakker minusgrader indendørs, så Esben skynder sig igang med at tænde op i brændeovnen (som giver varme i radiatorerne og varmt vand i hanerne) Den kan godt være noget genstridig når det er meget koldt -det er som om der ikke rigtig kommer træk op i skorstenen. Tilgengæld væltede det ud med røg i køkkenet, og vi lukker os inde i det ene soveværelse. Jacob havde heldigvis været et smut i Silvan og købe en lille petroliumsvarmer tidligere på dagen, så den sætter vi i stik, lægger ungerne til at sove og venter på varmen.

Der går et par timer med optændingsforsøg og det hele ser noget sort ud. Samtidig konstaterer vi at to af radiatorerne er sprunget læk -det tegner ikke godt! Muligheden "hotel i Tingsryd" bliver overvejet, men vi kryber istedet sammen inde på det efterhånden behageligt lune værelse, åbner et par flasker rødvin og spiser lidt snacks. Det hjalp gevaldigt på humøret, og ved halv totiden falder alle mand i søvn.

Kristoffer vågnede ved sekstiden og så gik vi en tur med ham for ikke at vække de andre -øv! Koldt og tidligt, men sådan måtte det jo være. Det var trods alt fint med sneen, og vi er ret sikre på at vi fandt elgspor! Det er jo næsten lige så godt som at have set en rigtigt :o)
Boller og the til morgen hjalp på humøret, men der var stadig ikke kommet vand på 1. sal -ja, pumpen kan også strække lidt i koldt vejr, så vandtrykket var kun nået til underetagen (med et fungerende toilet, heldigvis!)

Vi diskuterede om vi skulle tage hjem, men blev enige om at tage et smut i Börjes, Tingsryds købmandsforretning med alt fra bestikholdere over tøj til plastikblomster, chokolade, mad og værktøj -sådan en slags landlig føtex, kan man vel sige... Det er altid et besøg værd! Mens vi var væk satte vi varmeblæseren ud i køkkenet, så rørene kunne blive varmet lidt i gennem.

Efter frokost var vandet nået ovenpå, men det viste sig at røret under køkkenvasken var sprunget. Så nu stod vi med vand i hele køkkenet nedenunder (ja, det plaskede ned gennem loftet), og under optørringen af det, viser det sig at afløbet under køkkenvasken også er sprunget! Så status var altså: ingen varme, 2 x rørskade og 2 hullede radiatorer.... Så vi gav op og tog hjem. Nu må vi håbe forsikringen tager sig af det, så vi kan komme derop til påske -det er jo tradition!

Sådan ser en læk radiator ud i Öjasjömåla

2 kommentarer:

Eva sagde ...

hvor er det surt for jer med alle de sprungne rør og radiatorer. Men men hvor er det SJOVT at du kender Börjes - der kommer vi tit, og både Lea, Jonas og Ann Louise kender den udmærket! Vi må da ses i påsken - det kunne være så hyggeligt. knus

Anonym sagde ...

Hold da op med problemer. Men hele den første del med nul varme og røg over alt lyder farligt bekendt (i modsætning til det med ingen mus).