Så er det lige om lidt. Vi er begge meget nervøse, men jeg synes vi holder flot ud. Der er jo ikke så meget andet at gøre, kan man sige.
Vi ses på den anden side.
søndag den 29. juni 2008
fredag den 27. juni 2008
Mini-update
Endnu et kaotisk besøg på Riget. Vi var der kl. 9, fik at vide at lægerne var forsinkede, så vi kunne roligt finde på noget andet at lave til kl. 10.30. Og det var for så vidt okay -vi havde alligevel et par ting, der skulle ordnes, så det gik tiden med. Tilbage på hospitalet, vente en halv time mere. Så skulle de tage blodprøver på Kristoffer og det syntes han overhovedet ikke var sjovt. Vi fik en lille bitte pipette med sukkervand til at berolige ham med, men den var hurtigt tom, og så var han ellers så hysterisk og anspændt at det var rigtigt svært for dem at komme til. Jo mere han spændte og græd, jo hårdede klemte de for at få blodet ud. Det var forfærdeligt.
Vi mødtes med en læge, men jeg havde jo håbet på at møde en, der havde det store overblik over hele forløbet, men det havde hun ikke. Hun skulle bare høre om han havde været syg på det sidste og lytte til hans hjerte og lunger. Hun var dog meget sød til at svare på vores spørgsmål. Jeg blev bare lidt ked af det over, at vi ikke kunne snakke med, en der vidste det hele. Men så fik vi gode nyheder. Vi behøver først være på hospitalet mandag morgen! Så vi kan sove hjemme sammen og det er jeg meget lettet over. Tilgengæld tror jeg at opholdet på børneafdelingen efter operationen bliver mindre fantastisk. Det er tosengsstuer og sygeplejerskerne virkede travle, og slet ikke så søde og overskudsagtige som dem på Hvidovre, så det er ret øv. Men det er kun et par dage...
Vi var også forbi anæstesilægen der fortalte om bedøvelsen, og at Kristoffer skal ligge til overvågning på intensivafdelingen hele natten, så den første nat kan vi helt sikkert begge to sove hos ham! Og så er jeg sådan set ligeglad med resten, det betyder ikke så meget igen. Selvfølgelig ville det være bedst hvis vi kunne være der hele tiden begge to, men bare den første nat er ovre og vi har en idé om hvordan han kommer til at have det og opføre sig, så skal det nok gå.
De kan ikke sige helt præcis hvor længe vi skal være indlagt, for det er indtil han spiser, tisser og skider som han skal. Men det er egentligt også en ok målestok -så ved vi han fungerer når vi tager hjem.
Nu kan vi så (forsøge at) nyde weekenden, heldigvis med afledning i form af familiehygge på Lolland -det glæder vi os til!
Vi mødtes med en læge, men jeg havde jo håbet på at møde en, der havde det store overblik over hele forløbet, men det havde hun ikke. Hun skulle bare høre om han havde været syg på det sidste og lytte til hans hjerte og lunger. Hun var dog meget sød til at svare på vores spørgsmål. Jeg blev bare lidt ked af det over, at vi ikke kunne snakke med, en der vidste det hele. Men så fik vi gode nyheder. Vi behøver først være på hospitalet mandag morgen! Så vi kan sove hjemme sammen og det er jeg meget lettet over. Tilgengæld tror jeg at opholdet på børneafdelingen efter operationen bliver mindre fantastisk. Det er tosengsstuer og sygeplejerskerne virkede travle, og slet ikke så søde og overskudsagtige som dem på Hvidovre, så det er ret øv. Men det er kun et par dage...
Vi var også forbi anæstesilægen der fortalte om bedøvelsen, og at Kristoffer skal ligge til overvågning på intensivafdelingen hele natten, så den første nat kan vi helt sikkert begge to sove hos ham! Og så er jeg sådan set ligeglad med resten, det betyder ikke så meget igen. Selvfølgelig ville det være bedst hvis vi kunne være der hele tiden begge to, men bare den første nat er ovre og vi har en idé om hvordan han kommer til at have det og opføre sig, så skal det nok gå.
De kan ikke sige helt præcis hvor længe vi skal være indlagt, for det er indtil han spiser, tisser og skider som han skal. Men det er egentligt også en ok målestok -så ved vi han fungerer når vi tager hjem.
Nu kan vi så (forsøge at) nyde weekenden, heldigvis med afledning i form af familiehygge på Lolland -det glæder vi os til!
Sig nærmer tiden
Så er det lige om lidt, at vi officielt bliver indlagt på Riget. Jeg synes det er lidt, hmm... sigende måske, at kigge tilbage på forløbet, og se hvordan min egen tilgang til det hele har ændret sig. Det er jo meget logisk, at man så at sige vokser med opgaven, men "dengang" for knap en måned siden, da vi fik at vide at han skulle opereres, var jeg jo sikker på at min lille dreng skulle dø. Det er jeg ikke mere. Jeg tror rent faktisk på mig selv når jeg siger, at det nok skal gå. Vi havde første besøg af sundhedplejersken igår (som forøvrigt var rigtig, rigtig sød), og hun sagde "Nej, Dorte. Ikke "det skal nok gå". Det går". Så langt er jeg ikke nået, men for mig er det andet altså også langt nok for nu.
I dag skal vi så møde dem på børneafdelingen, hvor vi skal være indlagt rundt om operationen, og de kan jo så også fortælle os om vi begge to må sove der, om de barberer hans hår af, hvordan vi skal regne med han bliver bagefter, og alle de andre ting vi har glemt, at vi skal spørge om.
Besøget på "klinik for sjældne handicap" i tirsdags viste sig at være til et forskningsprojekt. De målte Kristoffers hoved fra alle leder og kanter, vores hoveder og vores højde. Det er et stort nordisk projekt, hvor de så ved at sammenholde en masse data (graviditetens og fødslens forløb og en masse fødselsdata) vil se om de kan udlede noget om for tidlige sammenvoksninger i kraniet (det hedder noget smart på latin, men det har jeg glemt!). Selvom det ikke havde noget med operationen som sådan at gøre, var det et rart besøg. De fik sagt nogle ting, som gjorde mig mere rolig ("Der er ingen der bliver udviklingshæmmede af det her!"), og vi fik en lille børnebog om bedøvelse, som faktisk var meget god lige at læse. En af sygeplejerskerne (der bare var kanonsød -der er altså noget over de der børnesygeplejersker, de er bare så rare!) sagde, at mange forældre næsten synes det værste var, at se alle de andre børn (der jo kan være meget syge..), så det var meget godt lige at blive mindet om, for sådan var det jo også da vi var på Hvidovre. Det er et næsten uoverkommeligt stort indgreb for os, men meget lille og ukompliceret, i forhold til det mange andre går igennem. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det må være at have et meget sygt barn, men samtidig kan jeg nu tænke mig, at man vokser med opgaven, og der må komme nogle stærke forældre ud af det.
Nå, indlæggelse om 3-4 timer og så kan vi tage hjem og holde weekend og komme igen søndag aften, forhåbentligt begge to. Jeg kan ikke rigtig lide tanken om, hvis jeg skal sove alene sammen med ham natten før (og første nat efter) operationen. Men det får vi se i dag.
I dag skal vi så møde dem på børneafdelingen, hvor vi skal være indlagt rundt om operationen, og de kan jo så også fortælle os om vi begge to må sove der, om de barberer hans hår af, hvordan vi skal regne med han bliver bagefter, og alle de andre ting vi har glemt, at vi skal spørge om.
Besøget på "klinik for sjældne handicap" i tirsdags viste sig at være til et forskningsprojekt. De målte Kristoffers hoved fra alle leder og kanter, vores hoveder og vores højde. Det er et stort nordisk projekt, hvor de så ved at sammenholde en masse data (graviditetens og fødslens forløb og en masse fødselsdata) vil se om de kan udlede noget om for tidlige sammenvoksninger i kraniet (det hedder noget smart på latin, men det har jeg glemt!). Selvom det ikke havde noget med operationen som sådan at gøre, var det et rart besøg. De fik sagt nogle ting, som gjorde mig mere rolig ("Der er ingen der bliver udviklingshæmmede af det her!"), og vi fik en lille børnebog om bedøvelse, som faktisk var meget god lige at læse. En af sygeplejerskerne (der bare var kanonsød -der er altså noget over de der børnesygeplejersker, de er bare så rare!) sagde, at mange forældre næsten synes det værste var, at se alle de andre børn (der jo kan være meget syge..), så det var meget godt lige at blive mindet om, for sådan var det jo også da vi var på Hvidovre. Det er et næsten uoverkommeligt stort indgreb for os, men meget lille og ukompliceret, i forhold til det mange andre går igennem. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det må være at have et meget sygt barn, men samtidig kan jeg nu tænke mig, at man vokser med opgaven, og der må komme nogle stærke forældre ud af det.
Nå, indlæggelse om 3-4 timer og så kan vi tage hjem og holde weekend og komme igen søndag aften, forhåbentligt begge to. Jeg kan ikke rigtig lide tanken om, hvis jeg skal sove alene sammen med ham natten før (og første nat efter) operationen. Men det får vi se i dag.
onsdag den 25. juni 2008
Verdens bedste idé
På grund af sundhedsplejerskernes strejke er vi en del der står uden mødregruppe, og det besluttede min veninde Helle sig for at gøre noget ved. Så i dag mødtes vi i Helles hjemmelavede mødregruppe og det var nok verdens bedste idé hun havde fået der, for det var bare fantastisk! Vi var: mig, mine svigerinder Janni og Lotte, Helle og Helles mands studiekammerats kæreste Sandie. Louise, som Helle har gået på højskole med, skulle også have været der, men hun trængte til en hjemmedag -og det kender vi jo godt.
Vi mødtes i fælledparken, i hvad viste sig at være fantastisk vejr og delte vores medbragte bytte (kage,chokolade, kiks og frugt) og så snakkede vi bare om børn og fødsler og lidt af hvert. Og det håber jeg vi gør igen, for det var rigtig rart.
Vi mødtes i fælledparken, i hvad viste sig at være fantastisk vejr og delte vores medbragte bytte (kage,chokolade, kiks og frugt) og så snakkede vi bare om børn og fødsler og lidt af hvert. Og det håber jeg vi gør igen, for det var rigtig rart.
tirsdag den 24. juni 2008
Juhuu...
Jeg er lige blevet ringet op af en sygeplerske fra "klinik for sjældne handicap". I sidste uge fik vi et brev fra dem, med en indkaldelse i september. Der var ikke nogen, der havde fortalt os, at de ville kontakte os, så jeg blev da lidt forskrækket over titlen (lægen sagde jo han ville blive helt normal... Hvad vil de nu?) Ja, sygeplejersken forklarede mig så, at børnene normalt starter med at blive undersøgt hos dem og så blive henvist til kirurgen og at de også ved alt muligt om arvelighed og genetik. Ikke at jeg tror det ændrer på, at han opereres på mandag, men et hun spurgte om vi ikke kunne komme i dag, for de havde et afbud. Så jo, det tror jeg nok godt vi kan! Det bliver rart at høre noget om det hele fra nogen man kan forstå hvad siger :o)
mandag den 23. juni 2008
Godt og blandet
Åh, det har været en god weekend. D
en startede fantastisk i fredags, da vi var forbi kua ved frokosttid. For det første var der en overdådig pålægsbuffet -og det i sig selv er jo en fantastisk start på dagen. Derudover så var der bare rigtig mange mennesker jeg havde glædet mig til at se. Det var store opgaveafleverings-/sidste eksamensdag så folk var i godt humør og slyngede omkring sig med 10taller og champagne, så det var fantastisk hyggeligt. Et stort tillykke til Silas, der har scoret sig et årsvikariat i dansk og engelsk på Fredensborg gym. Bare det var mig...
Lørdag var Kristoffer og jeg i Espergærde hos mormor og morfar, og min plej
ebror Martin kom og spiste med. Det var også bare hyggeligt. Søndag var vi oppe og besøge nogel venner, Martin, Eva og deres to børn, i deres fantastisk lækre, nye, store hus i Nivå. Det er lige før at jeg er villig til at flytte derop, hvis vi kunne få sådan et hus. Det var bare alt for fedt.
I går aftes havde jeg mig så en ordenlig tudetur. Den operation nærmer sig med alt for store skridt og jeg er bare pissebange for det. Jeg troede ellers lige at jeg havde lidt styr på det, at jeg egentlig ikke var så bange for den længere. Men det er jeg. Men, som min kære Jacob rent faktisk har fået mig til at tro på, så nytter det ikke noget at være pessimistisk på forhånd. Det hjælper ikke nogen steder, at jeg overbeviser mig selv om, at han dør af det. Så min konklusion er, at jeg ikke skal tænke så meget på det. Denne her uge bliver altså fyldt med overspringshandlinger, så jeg ikke tænker mig selv ihjel. Så nu skal det hele gå op i hyggelige aftaler (hjemmelavet mødregruppe, blandt andet), frisørtid og tøjvalg til navngivningsfest på lørdag. Så får vi se om Jacob får spat af at høre om mine overvejelser udi gaveindpakning og lignende :o)
en startede fantastisk i fredags, da vi var forbi kua ved frokosttid. For det første var der en overdådig pålægsbuffet -og det i sig selv er jo en fantastisk start på dagen. Derudover så var der bare rigtig mange mennesker jeg havde glædet mig til at se. Det var store opgaveafleverings-/sidste eksamensdag så folk var i godt humør og slyngede omkring sig med 10taller og champagne, så det var fantastisk hyggeligt. Et stort tillykke til Silas, der har scoret sig et årsvikariat i dansk og engelsk på Fredensborg gym. Bare det var mig...Lørdag var Kristoffer og jeg i Espergærde hos mormor og morfar, og min plej
ebror Martin kom og spiste med. Det var også bare hyggeligt. Søndag var vi oppe og besøge nogel venner, Martin, Eva og deres to børn, i deres fantastisk lækre, nye, store hus i Nivå. Det er lige før at jeg er villig til at flytte derop, hvis vi kunne få sådan et hus. Det var bare alt for fedt.I går aftes havde jeg mig så en ordenlig tudetur. Den operation nærmer sig med alt for store skridt og jeg er bare pissebange for det. Jeg troede ellers lige at jeg havde lidt styr på det, at jeg egentlig ikke var så bange for den længere. Men det er jeg. Men, som min kære Jacob rent faktisk har fået mig til at tro på, så nytter det ikke noget at være pessimistisk på forhånd. Det hjælper ikke nogen steder, at jeg overbeviser mig selv om, at han dør af det. Så min konklusion er, at jeg ikke skal tænke så meget på det. Denne her uge bliver altså fyldt med overspringshandlinger, så jeg ikke tænker mig selv ihjel. Så nu skal det hele gå op i hyggelige aftaler (hjemmelavet mødregruppe, blandt andet), frisørtid og tøjvalg til navngivningsfest på lørdag. Så får vi se om Jacob får spat af at høre om mine overvejelser udi gaveindpakning og lignende :o)
torsdag den 19. juni 2008
Man kan da godt danse, selvom man ligger ned
Det kan godt være at det kun er moren (og måske mormoren) der synes, at det her er værd at kigge på... Men altså -han er bare såååå sød :o)
Abonner på:
Opslag (Atom)
