Fedekur tur/retur

I dag kom vi hjem til lejligheden. Det går virkeligt fremad med Kristoffer. Han tager på og er også begyndt at smile i søvne. Det er bare så kært! Og det er dejligt at være hjemme... igen. Sidst vi var her, var d. 2. maj. En uge på hospitalet og 4 dage i hus med have.
Det sidste jeg skrev om indlæggelsen, blev skrevet på hospitalet på en fælles computer i en 40 grader varm hall. Så her følger en uddybning:
Vi blev sendt afsted af lægen og da vi kom ud på hospitalet kunne jeg bare ikke holde op med at græde igen. Vi var lige kommet hjem og det hele skulle være så godt. Og det var det bare ikke. Kristoffer var ked af det meget af tiden, og det er jo klart når det lille pus ikke har fået nok at spise. Han nåede at tabe 500 gram og det er meget når man er så lille. Vi vidste ikke at der var noget i vejen. Og så alligevel har der ringet nogle klokker. Vi var til fødselsdag to dage før lægebesøget, og jeg ville bare ikke have at der var nogen andre der skulle holde ham, for jeg vidste at der var noget galt.
Tilbage til hospitalet; Vi blev sat ind på en stue hvor jeg skulle prøve at give ham mad, og han blev vejet før og efter, så de kunne se hvor meget han spiste. Efter 20 minutter havde han kun spist 2 gram. Det var ret chokerende, for jeg troede jo, at vi gjorde det rigtigt nok. De lagde en sonde gennem hans næse ned i maven. Jeg tudbrølede imens, men de trøstede mig med, at det var værre for forældrene end for barnet.
Vi blev installeret på en lille stue på børneafdelingen med besked om, at vi ville blive smidt ud, hvis der kom akutte tilfælde ind. Det ville betyde at Jacob skulle tage hjem og Kristoffer og jeg ville ryge på tosengsstue. Så tudbrølede jeg noget mere. Det var bare for meget. Heldigvis fik vi lov til at blive på stuen hele ugen. På tredjedagen var jeg nogenlunde færdig med at græde.
Måltiderne var noget anderledes end herhjemme. Det var hver tredje time, på slaget. Han blev lagt til brystet for at se om han ville spise hos mig, blev vejet før og efter for at se om han havde spist noget, og fik så resten af den nøje afmålte kost gennem sonden. Det var faktisk ret dejligt, at der var så meget kontrol med det hele, så var vi ikke i tvivl om, at det nok skulle gå. Og Kristoffer tog rigtig fint på, men ingen kunne sige noget om hvornår vi måtte komme hjem. Familien kom forbi i løbet af dagene og det var rigtig dejligt, for så spændende er der altså heller ikke på Hvidovre hospital. Og endnu en gang må jeg sige at jeg er imponeret over de mennesker der arbejder der. De var bare så søde allesammen og havde tid til at trøste selvom det ikke jo ikke var mig der var patienten...
Nu er vi så hjemme. Og i morgen skal Jacob på arbejde, og jeg skal prøve hvordan livet på barsel i virkeligheden er. Det ville jo være bedst hvis Jacob kunne blive hjemme altid, men når det nu ikke kan være sådan, så glæder jeg mig faktisk til at gå og hygge mig med Kristoffer.
Og få en masse besøg :o)