Mads

Så har jeg fået mig en nevø, der hedder Mads. Han kom til verden i går og vi har været ude og besøge ham i dag sammen med Søren, Janni og Kirstine. Så for første gang var de tre fætre/kusine samlet. Kirstine er fra marts, Kristoffer fra april og nu Mads i maj. Det skal de nok blive glade for i længden. Og vi andre er det jo i forvejen. Det er altså uvuderligt at have folk omkring sig med babyer, så kan man altid lige ringe og høre, hvis der er noget man er i tvivl om.

Mads er bare rigtig fin og sød og lille! ...eller han vejer over 3400, så han er jo egentlig stor nok, men i forhold til Kristoffer er han altså lille.




Vi har forøvrigt fået en tid til forundersøgelse på Riget på onsdag, så der får vi forhåbentlig en tidsplan over det fortsatte forløb. Jeg er meget spændt på at få at vide, hvad de vil gøre med vores lille dreng, og jeg håber, at jeg kan lade være med at tænke helt så meget på det, når jeg ved hvad der kommer til at ske.

På besøg

Her til aften var vi ude og besøge et par venner, der sidste torsdag fik en dreng. Det var altså rigtig sjovt at se sådan en helt lille bebs, efter vi selv har fået. Så kunne jeg for alvor se, hvor stor Kristoffer alligevel er blevet og hvor meget der er sket. Og så lagde jeg mærke til, at det jo er nærmest præcis de samme lyde og ansigtsudtryk de kommer med. Det har jeg aldrig tænkt over før, men det er selvfølgelig også begrænset hvor mange nyfødte jeg har set. Nu glæder jeg mig endnu mere til at få en nevø -min svigerinde har termin her om 14 dage, så det er bare spændende.

Uh, og så tror jeg at jeg fik et smil fra Stoffer i dag, sådan et af dem der var med vilje!

Opklaring forude... Sådan da

Så har vi fået svar. Sådan da.
Lægen fra Hvidovre ringede i dag og sagde, at det var som de havde gættet på. Kristoffers kranieplader er vokset for hurtigt sammen og han skal opereres. Det skal foregå når han er tre måneder gammel, det er åbenbart det mest optimale. De kunne også se, at hans hjerne ikke er blevet trykket eller klemt, og den burde have plads til at vokse.
Langtidsprognosen lyder, at han skulle blive en helt normal dreng uden mén. Så det er jo rigtig dejligt at høre. Det er stadig ikke så sjovt at tænke på, at de skal bryde hans lille hoved op, men det letter at vide hvad der kommer til at ske. Vi venter nu på en indkaldelse til Riget, så de kan fortælle os noget mere præcist om hele forløbet.

sol, sol kom igen...

På trods af det mega-irriterende regnvejr er humøret faktisk godt i dag. Jeg er ikke længere så bekymret for hvad der skal ske med Kristoffer. En masse tænketid har fået overbevist mig om at han ikke dør af det, og det er jo det vigtigste. Vi er stadig spændte på at høre hvad de vil gøre ved ham og vi håber de ringer i løbet af i dag.


Ellers har det været en dejlig weekend i hyggelig hule herhjemme det meste af tiden. Jeg trængte til at det bare skulle være os tre. Vi lånte 5 dvd'er med Beck, så det har været krimi-weekend. Lørdag var vi i Espergærde og besøge mine forældre. Det var med grill i haven og gåtur ned til stranden i det skønne solskinsvejr. I dag havde jeg så glædet mig til, at gå en lang tur her i København, når nu Jacob skulle på arbejde igen, men jeg tror vi nøjes med at gå ned og handle. Så kan vi også få prøvet barnevognen med regnslag på.
Her til formiddag var vi til 5 ugers tjek med Kristoffer og lægen sagde at han så fin ud. Han vejer nu over 4 kilo og er ved at få nogle fine fedtdepoter rundt omkring.

Ventetid...

CT-scanningen var hurtigt overstået. Kristoffer var en artig dreng og sov hele vejen igennem, og det gik godt nok stærkt. Det tog længere tid at få de tunge blyforklæder på end selve scanningen, den var overstået på 2 minutter (i en Siemens Somatom Sensation -fantastisk navn ikke?).
Nu venter vi så bare på svaret. Lægen på afdelingen havde ikke modtaget billederne fra røngten her fredag eftermiddag, og det er vel en positiv ting i virkeligheden. Hvis det var noget akut, ville vi have fået besked. Men jeg forudser en lang weekend. Vi skal heldigvis op til mine forældre i morgen, så er der lidt andet at tænke på.

Nu må det snart være nok...

Et tjek på hospitalet i tirsdags gik ikke helt, som vi synes det skulle have gjort. Lægen mener, at to af Kristoffers hjerneplader er vokset lidt for hurtigt sammen. Han ville ikke rigtigt sige så meget, men måske skal de operere vores lille dreng i hovedet. I morgen skal vi til en CT-scanning, så skal en neurokirurg fra Rigshospitalet kigge på billederne, og så får vi se. Og det er ikke spor sjovt at tænke på. Vi håber de fortæller os noget mere konkret inden weekenden, for det er godt nok svært at lade være med at forestille sig alle mulige ubehagelige ting. Men heldigvis virker det ikke til at påvirke Kristoffer og det er jo et godt tegn.
Et lille happy-moment; hans vægt er ikke længere er noget problem. Han spiser grådigt og tager flot på. Han er nu oppe over 3700 gram og det er dejligt at vi ikke skal tænke mere på det. Og så har vi lige lært at man skal huske at lufte hans hager, så han ikke får svamp mellem dellerne :o)

En hyggelig dag

I går var helt fantastisk! Jeg var forbi kua og sige hej, og det var bare rigtig dejligt at se en masse mennesker, og føle at nu er det hele altså normalt igen. Dorte havde en gave med; det fine maleri som skal hænge over puslebordet. Det er vi altså superglade for. Det er bare fedt, når der er nogen, der laver noget til en!
Aftensmaden blev til pizza i solskin i Kgs Have sammen med Søren, Janni og kusine Kirstine.
Dejlig dag!

Hverdag

SÅ burde den være god nok... Hverdagen er kommet og det er faktsik ret dejligt. Det er nu min tredje dag som "alene"-mor med Jacob på arbejde. Og sikke tiden kan gå med ingenting! Han skal have mad, jeg skal pumpe mælk ud, han skal skiftes, han skal trøstes, jeg skal spise og nå i bad. Og ind til videre går det ok. Der har også været tid til en lille lur sammen, med Stoffer på min mave, og til at synge mange sange. I går var tante Lea på besøg og vi var på strøget og i dag skal vi mødes med tante Janni og kusine Kirstine. Så ind til videre kan jeg godt lide livet på barsel :o) I morgen håber jeg på at nå en tur forbi uni og sige hej...

Fedekur tur/retur

I dag kom vi hjem til lejligheden. Det går virkeligt fremad med Kristoffer. Han tager på og er også begyndt at smile i søvne. Det er bare så kært! Og det er dejligt at være hjemme... igen. Sidst vi var her, var d. 2. maj. En uge på hospitalet og 4 dage i hus med have.
Det sidste jeg skrev om indlæggelsen, blev skrevet på hospitalet på en fælles computer i en 40 grader varm hall. Så her følger en uddybning:
Vi blev sendt afsted af lægen og da vi kom ud på hospitalet kunne jeg bare ikke holde op med at græde igen. Vi var lige kommet hjem og det hele skulle være så godt. Og det var det bare ikke. Kristoffer var ked af det meget af tiden, og det er jo klart når det lille pus ikke har fået nok at spise. Han nåede at tabe 500 gram og det er meget når man er så lille. Vi vidste ikke at der var noget i vejen. Og så alligevel har der ringet nogle klokker. Vi var til fødselsdag to dage før lægebesøget, og jeg ville bare ikke have at der var nogen andre der skulle holde ham, for jeg vidste at der var noget galt.
Tilbage til hospitalet; Vi blev sat ind på en stue hvor jeg skulle prøve at give ham mad, og han blev vejet før og efter, så de kunne se hvor meget han spiste. Efter 20 minutter havde han kun spist 2 gram. Det var ret chokerende, for jeg troede jo, at vi gjorde det rigtigt nok. De lagde en sonde gennem hans næse ned i maven. Jeg tudbrølede imens, men de trøstede mig med, at det var værre for forældrene end for barnet.
Vi blev installeret på en lille stue på børneafdelingen med besked om, at vi ville blive smidt ud, hvis der kom akutte tilfælde ind. Det ville betyde at Jacob skulle tage hjem og Kristoffer og jeg ville ryge på tosengsstue. Så tudbrølede jeg noget mere. Det var bare for meget. Heldigvis fik vi lov til at blive på stuen hele ugen. På tredjedagen var jeg nogenlunde færdig med at græde.
Måltiderne var noget anderledes end herhjemme. Det var hver tredje time, på slaget. Han blev lagt til brystet for at se om han ville spise hos mig, blev vejet før og efter for at se om han havde spist noget, og fik så resten af den nøje afmålte kost gennem sonden. Det var faktisk ret dejligt, at der var så meget kontrol med det hele, så var vi ikke i tvivl om, at det nok skulle gå. Og Kristoffer tog rigtig fint på, men ingen kunne sige noget om hvornår vi måtte komme hjem. Familien kom forbi i løbet af dagene og det var rigtig dejligt, for så spændende er der altså heller ikke på Hvidovre hospital. Og endnu en gang må jeg sige at jeg er imponeret over de mennesker der arbejder der. De var bare så søde allesammen og havde tid til at trøste selvom det ikke jo ikke var mig der var patienten...
Nu er vi så hjemme. Og i morgen skal Jacob på arbejde, og jeg skal prøve hvordan livet på barsel i virkeligheden er. Det ville jo være bedst hvis Jacob kunne blive hjemme altid, men når det nu ikke kan være sådan, så glæder jeg mig faktisk til at gå og hygge mig med Kristoffer.
Og få en masse besøg :o)

Mobil igen

Så har jeg fået en ny (gammel) telefon og er mobil igen. Men tyvene huggede hele min telefonbog, så jeg har ingen numre til nogen. Ring/skriv hvis du synes jeg skal have dit nummer, mit er stadig det samme.
Lækkert solskinsvejr, forøvrigt.

Lykke

Så lykkedes det! Eller næsten. Vi er på hjemmebesøg, som det hedder. Det betyder, at vi formelt stadig er indlagt på børneafdelingen, men vi har fået lov til at tage hjem. Vi skal til kontrolvejninger i morgen og tirsdag, før vi officielt er udskrevet, men vi er ude og sidste weekends plan er nu iværksat. Vi har en have og et hus for os selv med solskin og grillmad. Og nu kan vi så prøve at finde ud af, hvordan det er at være en familie... Uden sygeplejersker til at fortælle os det. Og ind til videre er det rigtig godt.
Kristoffer spiser en blanding af mælk og erstatning, jeg kan nemlig ikke helt lave mad nok til ham. Og det jeg kan lave, kan han ikke selv få ud. Her er så et nyt scenarie: Vi har lejet en malkemaskine (eller en brystpumpe, som den humorforladte dame hos falck rettede det til), så 6-8 gange i døgnet sidder jeg fastkoblet til et malkeapparat og bliver suget tør. Det var ret sjovt at opleve sig selv sidde sådan, samtidig med, at de viste et indslag i nyhederne om køer der blev malket...

To streger i regningen

Sidste weekends forkromede solskinsplaner blev omlagt efter et besøg hos lægen fredag formiddag. Vi troede alt gik så godt, at drengen spiste som han skulle og at vi kunne tilbringe en skøn weekend med ren familieidyl. Istedet fik vi besked om at køre ud på Hvidovre hospital med en henvisning til børneafdelingen. Kristoffer vejede ikke hvad han skulle og vores læge mente, at vi lige skulle tage herud og få dem til at tjekke Kristoffer. Og ja, herud. Vi er her nemlig endnu. For det blev til en indlæggelse med tvangsfodring hver tredje time. Vi havde jo heldigvis pakket bilen til weekenden, så vi havde tøj, computer og alt ting med. Men da Jacob gik ned for at hente tasken efter 2 timers ophold på børneafdelingen, ja så var den væk. En knaldet rude og et par meget lykkelige tyve. Der har været for ca. 20.000 kr. i den bil. Så d. 2. maj er hermed erklæret for den værste dag på året.
Nu er vi her på 6. døgn og det går heldigvis godt fremad med Kristoffer. Han har i snit taget 80 gram på om dagen, og det er rigtig meget når man er så lille. Han er snart oppe på sin fødselsvægt igen og vi begynder at fornemme at de snart lader os komme hjem. Måske før weekenden, hvis vi er heldige.

Mmm...

I morgen låner vi et hus et par dage og kan nyde det gode vejr i en have, hvilket virker væsentligt mere tillokkende end vores indelukkede lejlighed. Jeg føler mig en smule fanget her, eftersom jeg stadig ikke kan/må komme så meget ud og rundt som jeg gerne vil. Så det bliver dejligt at kunne sætte sig ud i solen og blive gennemvarm og glad. Det får mig til at tænke på alle de ting jeg glæder mig til. Sommer, strandture, lange gåture og grillaftener. Mmm...