Sig nærmer tiden

Så er det lige om lidt, at vi officielt bliver indlagt på Riget. Jeg synes det er lidt, hmm... sigende måske, at kigge tilbage på forløbet, og se hvordan min egen tilgang til det hele har ændret sig. Det er jo meget logisk, at man så at sige vokser med opgaven, men "dengang" for knap en måned siden, da vi fik at vide at han skulle opereres, var jeg jo sikker på at min lille dreng skulle dø. Det er jeg ikke mere. Jeg tror rent faktisk på mig selv når jeg siger, at det nok skal gå. Vi havde første besøg af sundhedplejersken igår (som forøvrigt var rigtig, rigtig sød), og hun sagde "Nej, Dorte. Ikke "det skal nok gå". Det går". Så langt er jeg ikke nået, men for mig er det andet altså også langt nok for nu.

I dag skal vi så møde dem på børneafdelingen, hvor vi skal være indlagt rundt om operationen, og de kan jo så også fortælle os om vi begge to må sove der, om de barberer hans hår af, hvordan vi skal regne med han bliver bagefter, og alle de andre ting vi har glemt, at vi skal spørge om.

Besøget på "klinik for sjældne handicap" i tirsdags viste sig at være til et forskningsprojekt. De målte Kristoffers hoved fra alle leder og kanter, vores hoveder og vores højde. Det er et stort nordisk projekt, hvor de så ved at sammenholde en masse data (graviditetens og fødslens forløb og en masse fødselsdata) vil se om de kan udlede noget om for tidlige sammenvoksninger i kraniet (det hedder noget smart på latin, men det har jeg glemt!). Selvom det ikke havde noget med operationen som sådan at gøre, var det et rart besøg. De fik sagt nogle ting, som gjorde mig mere rolig ("Der er ingen der bliver udviklingshæmmede af det her!"), og vi fik en lille børnebog om bedøvelse, som faktisk var meget god lige at læse. En af sygeplejerskerne (der bare var kanonsød -der er altså noget over de der børnesygeplejersker, de er bare så rare!) sagde, at mange forældre næsten synes det værste var, at se alle de andre børn (der jo kan være meget syge..), så det var meget godt lige at blive mindet om, for sådan var det jo også da vi var på Hvidovre. Det er et næsten uoverkommeligt stort indgreb for os, men meget lille og ukompliceret, i forhold til det mange andre går igennem. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det må være at have et meget sygt barn, men samtidig kan jeg nu tænke mig, at man vokser med opgaven, og der må komme nogle stærke forældre ud af det.

Nå, indlæggelse om 3-4 timer og så kan vi tage hjem og holde weekend og komme igen søndag aften, forhåbentligt begge to. Jeg kan ikke rigtig lide tanken om, hvis jeg skal sove alene sammen med ham natten før (og første nat efter) operationen. Men det får vi se i dag.